Bygningens historie

Fra latinskole til sprogskole. Sprogcenter Randers har til huse i Vestergade 34 i centrum af den gamle købstad Randers, der nævnes allerede i 1300-tallet.

Selve bygningen blev opført i 1857 i røde mursten og to etager og var dengang Randers lærde Skole med cirka 70 elever. Men elevtallet voksede hurtigt til 340 elever, og i 1903 blev den omdøbt til Randers Statsskole. Her kunne byens unge ud over fire timers daglig latin også studere dansk, matematik, fysik og sløjd og i løbet af skoletiden kunne de tage en studentereksamen. Den første kvindelige student kom til engang i 1890'erne.

Der har gået mange unge her, der senere blev berømte: Her skal nævnes forfatteren og nobelpristageren Henrik Pontoppidan, der som 16-årig tog sin realeksamen i 1873 og sprogprofessor Vilhelm Thomsen samt fysikeren Poul La Cour; begge tog deres realeksamener i 1850'erne og 1860'erne.

Igennem årene er der foretaget flere ombygninger og tilbygninger; blandt andet opførte man i 1888 en gymnastiksal, hvor de unge mænd kunne lære at fægte! Gymnastiksalen er i dag den del af huset, der ligger ud til parkeringspladsen.

I 1926 er der atter kommet så mange elever til, at Randers Statsskole flytter ud og bygningen bliver til Kommunal administration og Folkebibliotek. Her holdt Kæmnerkontoret også til – et gammelt ord for skatteopkrævning og kommunal økonomi.

Når vi kommer godt op i vores tid – nu er vi i 1983 – er skolen igen blevet til skole: Nu hedder den Plejehjemsassistentskolen, men i 2002 hedder den noget mere moderne: Social- og Sundhedsskolen; i daglig tale SOSU-skolen.

I 2009 overtager Sprogcenteret bygningerne og nu tager skolens udseende igen en forandring: den bliver gennemmoderniseret, men overalt er moderniseringen gjort med nænsom hånd og holdt i venlige farver. I stueetagen er den grønne farve gennemgående som symbol på det grønne græs. På 1. sal er det den blå farve som havets blå, der går igen på panelerne, og øverst oppe er det aftenrøden, der pynter på gangene. På alle etager lyser Louis Pantons små, gule sole op i form af loftslamper over gangenes bænke. De nye lokaler blev indviet 21.9.2010.

Når man går rundt på skolen og lægger mærke til detaljer, kan man ikke undgå at beundre kantinens stengulv. Arkitekterne bag ved moderniseringen valgte at bevare de store ølandsfliser, der pryder gulvet ved indgangen og i det meste af kantinen. Tag dig tid til at studere de smukke fossiler, der er i fliserne. Det er cirka 500 millioner år gamle fossiler af blæksprutter!

Udenfor er bygningen også ganske seværdig med mange fine detaljer. Læg for eksempel mærke til vinduernes sålbænke og nedløbsrørene. De er lavet af kobber og pynter fint på den gamle bygning. Desværre er kobber i høj kurs hos tyve, der har stjålet en del af de lettilgængelige sålbænke.

En tredje detalje er indgangenes dørgreb og udsmykning, der er formet som Randers kommunes byvåben.

Bygningen fremstår generelt som en harmonisk og stilfuld historisk bygning, som vi er stolte af at bo i.