Sprogcentrets profil
På Sprogcenter Randers underviser vi udlændinge i dansk som andetsprog. Det er vores kerneopgave, at udlændinge skal lære dansk og samfundsforståelse med henblik på at komme i job og videreuddannelse.
80 forskellige nationaliteter
Her på skolen har vi ca. 80 forskellige nationaliteter. Vores kursister kommer med meget forskellige uddannelsesbaggrunde. Derfor er det af afgørende betydning, at man bliver visiteret til det rigtige hold, og at der også kan blive differentieret. Det er komplekst at lære dansk, og sprogkravene til vores kursister er meget høje. Lærerne er optaget af at finde lige præcis den læringsstil, som passer til den enkelte kursist. God læring finder naturligvis bedst sted i et trygt læringsmiljø.
Vores mål er at gøre undervisningen interessant
Vores mål er at gøre undervisningen interessant og spændende for kursisterne med fokus på at højne indlæringsniveauet for den enkelte. Sprogcenter Randers har højt til loftet og rummelighed.
Det er vigtigt for os at undervisningen har forskellige aktiviteter, at vi varierer undervisningen. At vi sikrer os, at der både er plads til at nå tingene inden for den ramme, der er og plads til at hygge os lidt. Vi varierer undervisningen: for eksempel i forhold til brugen af IT. Vi spiller spil, har kommunikationsøvelser og er ude af huset. Vi varierer undervisningen meget for at sikre, at kursisterne synes, at det er givende og lærerigt. For os er det en central del i hele undervisningen, at arbejdsmarkedet spiller en betydelig rolle. For eksempel i forhold til jobsøgning, CV skrivning, men også i forhold til kulturen på det danske arbejdsmarked.
Respekten mellem alle - uanset hvor de kommer fra, fornemmes, uanset hvilke forudsætninger man har med i bagagen, så bliver de lagt til side, når man sidder i klasselokalet.
Dansk-uddannelser og skræddersyede forløb
Sprogcenter Randers tilbyder danskuddannelse, FVU- og OBU til voksne udlændinge. Ud over undervisning på alle tre danskuddannelser, DU1, DU2 og DU3, tilbyder vi fleksible, skræddersyede undervisningsforløb, enten forlagt på virksomheder/institutioner eller på selve sprogcenteret.
Vi indgår i erhvervsrettede projekter og forløb, der har til formål at bringe udlændinge tættere på det danske arbejdsmarked og dermed i beskæftigelse. Vi tilbyder desuden sprogmentor-og sprogmakkerordning til virksomheder alt efter behov, og afholder kurser med henblik på oplæring af sprogmakkere.