Tal dansk café

Tirsdag den 14.3.23 åbnede vi dørene til vores Tal dansk café

Frivillige og kursister

Tal dansk café er en succes

 Det var lidt med bævende hjerter, da vi slog dørene op for vores nye tiltag med en ”Tal dansk café”. Ville der komme kursister? Havde vi lavet for meget kaffe? Købt for meget kage? De fremmødte fire frivillige var også spændte. De skulle måske møde nogle vildt fremmede kursister. Kunne de finde på noget at snakke om?

Da klokken var 13.30 næsten væltede det ind med cirka 25 kursister, og i løbet af få minutter summede det af livlige stemmer i kantinen. Der blev drukket kaffe og te og spist roulade.

Henny, en af de frivillige, fortæller: -” De snakkede forbløffende godt dansk, og vi snakkede om, hvor længe de har været i Danmark. De var meget glade for at være her – især her i Randers.”

Hvorfor kan de lide at være i Randers?

-”Jo,” fortsætter Henny ”Randers er en dejlig stille by, hvor der ikke er meget larm. Slet ikke i weekenderne.”

Henny, hvordan fandt du ud af, at du ville være frivillig?

-”Jeg så en annonce i avisen, og så kontaktede jeg Røde Kors. Jeg må sige, at jeg allerede glæder mig til næste tirsdag!”

Tal dansk caféen har åben hver tirsdag 13.30 – 15.00 og torsdag 17.00 – 18.30.

Alle tosprogede er velkomne!