23 år på Sprogcenter Randers, men nu går Britt på pension

Britt Lægsgaard har været ansat på Sprogcenter Randers siden april 2001; altså i 23 år, men nu går hun på pension som 79-årig

23 år på Sprogcenter Randers, men nu går Britt på pension

Hun har altid sagt, at hun går inden hun fylder 80. Hun kunne være gået på pension som 65-årig, men blev hængende 14 ekstra år. Britt skriver sig således ind i statistikken over danskere, der bliver på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen og i dag er 82.600 danskere over 67 år ifølge Beskæftigelsesministeriet i arbejde.

 

Britt blev så mange år på Sprogcenter Randers, fordi hun havde lyst – og hun var god til sit job.

 

Britt har udført mange spændende opgaver på Sprogcentret: Hun begyndte som underviser, men fik hurtigt administrative timer og blev så koordinator på Danskuddannelse 3. I mange år underviste Britt i samfundsfag og var sideløbende vikarsætter.

 

Ved siden af arbejdet har Britt som frivillig siden 2011 været behjælpelig med at søge familiesammenføring til flygtninge her i Midtjylland. Hun har hjulpet flere hundrede familier med at blive sammenført og har derved fået en dyb indsigt i deres skæbner og svære veje til Danmark. Dette frivillige arbejde har medført, at Britt endda har været indstillet til Integrationsprisen i Mariagerfjord kommune.

 

I de sidste mange, mange år har Britt været Sprogcenter Randers´ eksamenskoordinator og har været ansat 8 timer om ugen. De to gange om året, hvor der afholdes eksamen på skolen, har Britt stået for at lede og fordele arbejdet med at arrangere eksaminerne for alle tre danskuddannelser. Det kan til tider være noget hektisk.

 

Hun har været god til at navigere i tilspidsede situationer og har brugt sin intuition. Hun har altid holdt utrolig meget af kursisterne.

 

Britt fortæller, at Sprogcenter Randers er en glimrende arbejdsplads, hvor der altid har været en god tone. Det er jo derfor, at der er så mange “gamle”, der bliver her efter den tid, hvor de kunne være gået på pension.

 

Som nybagt fuldtidspensionist er der nok at se til. Britt har ni børnebørn, et bonusbarnebarn samt et oldebarn. Hun og hendes mand har et stort hus i Mariager, der ligger naturskønt, og et sommerhus på Endelave. De skal nok få tiden til at gå.

 

Vi ønsker Britt et velfortjent otium.