Eneundervisning
Traumatiserede og psykisk sårbare kursister kan få tilbudt eneundervisning.
Sprogcenter Randers kan tilbyde eneundervisningsforløb, hvis en traumatiseret eller psykisk sårbar kursist har brug for et særligt tilrettelagt undervisningsforløb. Eneundervisningen kan gives som støtte til undervisningen i en almindelig klasse eller som selvstændige undervisningsforløb.
Sprogcentret har specialuddannede undervisere, som gennem årene har samlet en stor ekspertise i undervisning af traumatiserede flygtninge.
Målet med eneundervisningen er, at kursisten:
- får fokus på sine ressourcer og styrket sin selvtillid og sit selvværd.
- får forbedret sin indlærings- og koncentrationsevne.
- får styrket sine sociale kompetencer og handlekraft.
- får taget en danskuddannelse.
- afklares i forhold til egen situation.
- får taget godt fat på at blive integreret i samfundet og på arbejdsmarkedet – til gavn for hele familien.
- får helhed i indsatsen i et tæt samarbejde med sagsbehandler, jobcenter, CBR m.v.
Indhold
Eneundervisningen skal bidrage til at opbygge en meningsfyldt hverdag med overskuelige faste rammer for kursisten.
Kursisten vil komme til at arbejde med en individuel læringsplan som bevidstgørende redskab i forhold til læring og andre fremskridt.
I eneundervisningen skal kursisten arbejde med at kunne gå til modultest/prøve i dansk trods hukommelses- og koncentrationsproblemer.
Samtidig skal eneundervisningen også hjælpe kursisten med at forstå egne reaktioner (psykosocial specialundervisning).
Omfang
Kursisten vil enten have:
- 1-2 lektioner med eneundervisning om ugen i tilknytning til 12 lektioner på et almindeligt hold.
- 1-2 lektioner med eneundervisning om ugen uden holdundervisning.